Klubreglement
Klubreglementet omfatter alle medlemmer af Nykøbing F. Roklub.
Klubbens lokaler og omgivelser generelt
Medlemmerne forventes at udvise påpasselighed overfor klublokale, bådehal, materiel, inventar samt udenomsfaciliteter.
Parkering
Knallerter og biler henvises til de parkeringspladser, der er etableret på havnen. Parkering på bådepladsen er ikke tilladt, bortset fra korte perioder under af- og pålæsning. Cykler skal parkeres i cykelstativerne foran bådhallen.
Motions-, omklædnings- og baderum.
Disse rum skal holdes og efterlades i pæn orden.
Redskaber afsprittes efter brug.
Bådehal og værksted.
Træningsredskaber, romateriel og værktøj skal efter endt afbenyttelse anbringes på deres dertil indrettede pladser.
Klublokale
Klublokalet skal efterlades pænt og ryddeligt.
Klublokalet kan ikke lejes til private arrangementer.
Klublokalet kan udlånes/lejes til afholdelse af møder for de omkringliggende klubber, samt Guldborgsund Kommune.
Om roning
Klubreglementets bestemmelser og sikkerhedsregler for kajakroning og roreglement gælder ved al roning på søer, åer og havet,
- som sker fra eller til klubben i klubbens eller medlemmers både
- som starter eller slutter udenfor klubben og foretages i klubbens både.
Hvis en båd er udlånt, således at en styrmand fra en anden klub er ansvarlig for turen, betragtes den anden klub som reder.
Ikke-medlemmers roning
Personer, der ikke er medlemmer i NFR, kan i følgende tilfælde deltage i roning:
Prøveture
Potentielle medlemmer kan deltage i 1-2 prøveture. Der skal bæres redningsvest under denne prøveroning, ligesom der skal være instruktør i/ved båden under disse ture. Inden prøveture skal pågældende afgive en tro og love-erklæring om at kunne svømme mindst 300 meter (600 meter for kajakroere).
For personer under 18 år skal derudover afleveres en erklæring underskrevet af forældre/værge, der bekræfter, at vedkommende må deltage i roning.
Man kan ikke deltage i roning – ej heller i prøveture eller lignende – før ovennævnte dokumenter er afgivet til instruktøren.
Gæster – aftalte besøg af grupper af roere fra andre klubber
Enkeltpersoner, der er medlemmer i andre klubber eller tidligere medlemmer af klubben, kan enkelte gange deltage i roning i NFR.
Andre arrangementer
Andre arrangementer (firma-, sponsor-, polterabendarrangementer ol.) kræver i hvert enkelt tilfælde tilladelse fra et bestyrelsesmedlem.
Bådleje
Leje af både kan alene ske til medlemmer af andre ro- og kajakklubber. Leje kan finde sted efter de fastsatte retningslinjer. Ved leje af både har låner selv ansvar som styrmand/skibsfører. Lejers klub har rederansvaret under turen. Inden leje dokumenterer lejer overfor NFR langtursstyrmandsret/EPP-bevis, der giver kompetence til den planlagte tur.
Skader
Hvis båd eller inventar har taget skade, skal der omgående udfærdiges en skadesrapport. Formularer findes i et ringbind, der står i pulten. Rapporten lægges frem ved rojournalen, så alle kan få kendskab til defekten. Hvis båden ikke kan benyttes før efter en reparation, skal der endvidere lægges en seddel i båden ved styrmandssædet.
Rygepolitik
Roklubben og bådene er røgfrit område.
Alkoholpolitik
Unge under 18 år må ikke indtage alkohol i roklubben eller ved regattaer o.l.
Konflikthåndtering
Som udgangspunkt skal roklubben være et rart sted at være for alle. Derfor accepteres
Ikke chikanerier eller mobning roklubbens medlemmer imellem. Man kan tale om chikanerier eller mobning, når en eller flere personer udsætter en eller flere andre personer for krænkende tale eller handlinger, hvis dette opfattes som sårende eller nedværdigende. Der henstilles til, at medlemmerne selv aktivt er indstillet på at bilægge striden og dermed at efterkomme roklubbens vedtægt § 8. Er dette ikke muligt, har bestyrelsen pligt til at behandle sagen.
For at bestyrelsen kan gå ind i sagen, er det en forudsætning, at der foreligger en skriftlig klage fra forurettede med angivelse af chikanens omfang og karakter samt navn(e) på de(n) indklagede.
Bestyrelsen retter henvendelse til de implicerede og søger sagen afklaret ved et møde.
Fortsætter chikanen, retter bestyrelsen skriftlig henvendelse til den indklagede, der bliver gjort bekendt med klagepunkterne og bliver bedt om skriftligt at komme med sit syn på sagen inden en fastsat tidsfrist. Besvares bestyrelsens skriftlige henvendelse til den indklagede ikke, betragtes klagen som berettiget.
Det skriftlige svar fra den indklagede bliver holdt op mod den skriftlige klage, og ud fra dette tager bestyrelsen stilling i sagen.
Bestyrelsen kan træffe afgørelse om karantæne eller ekskludere det indklagede medlem på ubestemt tid uden yderligere varsel og med øjeblikkelig virkning.
Klubreglementet er revideret og vedtaget af bestyrelsen den 18.02. 2023.