Generalforsamling 24. marts 2018

Formanden bød velkommen til de 35 fremmødte medlemmer.

  1. Valg af dirigent

Bent Christiansen blev valgt som dirigent.

Generalforsamlingen skal i henhold til vedtægterne indkaldes med 2 ugers varsel. Bent konstaterede, at generalforsamling var lovligt indvarslet.

       2. Beretning

Formanden indledte beretningen med at bede forsamlingen rejse sig og mindes Inger Skadborg, der er afgået ved død. Inger var medlem af klubben i 40 år.

Vejret i 2017 var ikke helt vejr for roer. Sæsonen bød på masser af regn og blæst. En sommer hvor temperaturen for det meste holdt sig under 20 grader.

I 2017 blev der roet 37.818 km fordelt 2434 ture. Det er 13..053 km færre km end året før.

Klubben har 182 aktive medlemmer, der fordeler sig således:

  • 73 roere
  • 55 kajakker
  • 37 svømme- og motionsmedlemmer
  • 2 O-løbere
  • 15 passive

Det er en fremgang på 4 medlemmer i forhold til 2016. Medlemstallet har i de senere år været for nedadgående, så det er positivt, at der nu er en fremgang i medlemstallet. Fremgangen er på rosiden.

Bestyrelsen holder hvert år en temadag i januar. Her drøftes klubbens visioner og mål og der kommer forslag til nye aktiviteter. Fokus er på at få mere liv i klubben, tiltrække nye medlemmer og fastholde dem vi har.

Sidste år blevet der taget initiativ til at starte kajakpolo op, da der havde været forespørgsel om denne aktivitet. Desværre holdt interessen ikke. Bestyrelsen er i gang med at undersøge muligheden for at starte stand up paddleboard. Det er aftalt med Dansk kano- og kajakforbund, at de den 20. marts deltager på et møde med bestyrelsen. Fokus vil være på, hvilke aktiviteter der kan tiltrække unge medlemmer.

For at få målrettede aktiviteter op at køre kræver det hjælpsomme ildsjæle – at medlemmerne gør en aktiv indsats.

Kajakskolen starter den 26. maj, der er introaften den 9. maj. Sidste år var der 14 tilmeldte, men kun 4 af dem er fortsat.

Da der endnu ikke er kommet tilmeldinger til roskolen i år, er det usikkert, om der bliver roskole.

 Svømning kører hver fredag indtil den 20. april. Bestyrelsen anbefaler, at alle roer tager en svømmeprøve og dermed styrker sikkerheden på vandet.

O-løb har været en aktivitet i mange år, men der har i år været meget begrænset aktivitet – p.t. er der kun 2 aktive løbere tilbage. Medlemskabet af Dansk orienteringsløberforbund koster klubben dyrt. I samarbejde med O-løberne har bestyrelsen besluttet at nedlægge aktiviteten.

Havnens Dag ”Vild med Vand” blev afholdt for første gang i 2017. Der var mange aktiviteter og et pænt antal besøgende. Bestyrelsen har derfor besluttet, at klubben igen i år deltager i arrangementet, der holdes den 9. juni.

Investeringer – der er bestilt, 2 nye bådvogne, købt 10 nye redningsveste, gulvtæppet i klublokalet udskiftes og der opsættes et kamera på svalegangen, der viser Guldborgsund. Fremover vil man kunne gå ind på hjemmesiden og orientere sig om vind- og vejrforhold inden man tager hjemmefra. I bådhallen opsættes en infotavle så aktiviteter og meddelelser bliver lettilgængelig.

Klubben har fået en ny hjemmeside, hvor der ikke kræves særlige forudsætninger for at lægge information ind.

 Motorklubbens nye klubhus forventes færdig medio juli.

Rengøring af Alstrup huset er planlagt den 22.04 kl. 9. Der er forplejning til arbejdsholdet.

Stor anerkendelse til det frivillige arbejde i som medlemmer lægger i klubben.

32 medlemmer deltog i hovedrengøring af klubben sidste lørdag.

Formandens beretning blev godkendt.

  1. Fremlæggelse af regnskab og budget

Kassereren gennemgik regnskabet. Der var en enkelt korrektion i forhold til den kopi af regnskabet, der blev omdelt. Kursgevinsten viste i det omdelte eksemplar 10.858 kr. Det rigtige beløb er kr. 43.

Quintins gave refererer til en gave på kr. 250.000, der i tidernes morgen blev doneret til klubben af bagermester Quintin. Afkastet fra fonden går til køb af nye både. Der står kr. 54.118.

Der arbejdes på at tiltrække flere sponsorer. Sponsorindtægten går bl.a. til finansiering af redningsveste og grej i øvrigt.

Budgettet for 2018 forventes at balancere.

Årsregnskabet blev godkendt.

        4.  Indkomne forslag – ingen indkomne forslag

Punktet udgik.

         5. Fastsættelse af kontingent

Kontingentet fastholdes på niveau 2017, hvilket blev godkendt.

           6. Valg af formand – Mette Jensen genopstiller

Mette blev valgt. (Mette bemærkede, at det var hendes sidste periode som formand)

            7. Valg af bestyrelsesmedlemmer for 2 år

På valg er:

  • Carsten Koborg Olsen.
  • Kirsten Merkel.

Carsten og Kirsten blev genvalgt.

Nyt bestyrelsesmedlem

Bestyrelsen foreslog Birgitte Christensen. Birgitte blev valgt.

              8. Valg af 2 suppleanter for 1 år.

Susanne Christiansen og Helle Wedel-Jørgensen blev valgt.

              9. Valg af 2 revisorer og 1 suppleant for 1 år.

Bent Christiansen og Jens Christensen blev valgt som revisorer og Jørgen Wegge som suppleant.

              10. Eventuelt

Bjarne foreslog, at der foretages en tilretning af roafstandene til de faktiske forhold.

Annie foreslog, at bestyrelsen rettede henvendelse til skolerne med henblik på orientering/præsentation af nye aktivitet for at tiltrække unge medlemmer.

Carsten orienterede om, at der er mulighed for at låne paddleboard, men det kræver at klubben stiller en uddannet instruktør til rådighed.

Annie opfordrede til at alle tog svømmeprøven på 300 meter i svømmehallen.

Pokaler og diplomer

Formanden overrakte Jens Købmands pokal til Anne Lise Pedersen. Pokalen er siden 1996 givet som anerkendelse til et medlem, der har ydet en særlig indsats for klubben.

Formanden overrakte sølvdiplomer til de roer, der har roet over 1000 km og gulddiplom til et enkelt medlem, der havde roet over 1500 km.

Bestyrelsesmøde 26. februar 2018

 Generalforsamling 2018.

Der er ikke indkommet forslag til generalforsamlingen.

Inger sørger for, at Jens Købmands Pokal får indgraveret navnet på årets modtager af pokalen til generalforsamlingen 14. marts.

1. Drejebog

Bådløfteren skal til eftersyn. Inger er tovholder på, at den får et eftersyn inden start af rosæsonen.

Der er købt ny stander til standerhejsningen.

2. Medlemmer

Intet.

3. Meddelelser

Sejlklubben Viking har meddelt, at de ikke kan være tovholder på arrangementet ”Vild med vand 2018”.

Den 6. marts er planlagt et møde, hvor det afklares hvilken klub, der kan påtage sig opgaven som tovholder for arrangementet i år.

4. Opfølgning på Temadagen

Svend har været i kontakt med Dansk Kajak Forbund, Irene Lauridsen. DKF har tilbudt at give en introduktion for bestyrelsen den 20. marts kl. 18:30 vedrørende:

  • Hvordan klubben kan få en tilgang af medlemmer.
  • Aktiviteter der kan være aktuelle for klubben
  • Lån af udstyr

5. Roning

Roudvalget drøfter roreglement og udarbejder udkast til revision.

Eftermiddagsinstruktørerne ønsker ikke at fortsætte som instruktører.

Til roskolen 2018 vil Carsten og Svend have gennemgået instruktøruddannelsen, og sammen med Inger vil de uddanne nye medlemmer ved sidemandsoplæring. Dette både for så vidt angår morgen- og eftermiddagsroere.

6. Kajak

Der holdes informationsmøde for kajakskole 9. maj. Opstart på kajakskolen er planlagt 26.maj.

Kajakudvalget udarbejder et revideret udkast til vinterroningstilladelse, der drøftes i bestyrelsen.

7. Kasserer

Kassereren gennemgik årsregnskab 2017 samt budgettet for 2018.
Bestyrelsen bevilligede en ny PC til kassereren.

8. Materiale/klubhus

Der lægges nyt gulvtæppe i klublokalet den 26. marts.

9. O-løb

Bestyrelsen besluttede at O-løbsafdelingen nedlægges, da der kun er 1 aktiv O-løber.
Materialet bliver stående i klubben.

10. Hjemmesiden

Der er brug for, at bestyrelsen kan lægge diverse arrangementer ind på den nye hjemmeside.

Carsten arrangerer oplæring for bestyrelsen.

11. DFfR / DKF / DOF

Medlemskabet i DOF opsiges.

12. Kommunen / Naturområde Guldborgsund

15.marts og 2. oktober holder Naturområde Guldborgsund møde i klubbens lokaler.

13. Næste bestyrelsesmøde

Aftalt til mandag den 9. april kl. 18:00.

Årsmøde roudvalget 22. februar 2018

Indkaldelsen til årsmødet har været annonceret på opslagstavler og på hjemmesiden – men kun 3 ro-medlemmer, ud over roudvalgsmedlemmerne, havde mulighed for, at deltage.

På årsmødet blev dagsordenen  gennemgået

Udvalget fik nogle ideér at arbejde med.

Referatet består kun af årsberetningen.


Årsmøde i Roudvalget Torsdag den 22. februar 2018

Velkommen til årsmødet

Rosæson 2017 har ikke været helt perfekt på grund af en elendig sommer, så det er ikke blevet til så mange rokilometre, som tidligere år.

Til gengæld havde vi en fin sommerdag til arrangementet Havnens Dag i henhold til projekt Vild med Vand.

Selvom vi i styregruppen havde håbet på flere besøgende, så var det et flot fremmøde, vi regner med, at omkring 700 besøgte havnen og arrangementet blev afviklet i den ånd, som et åbent hus arrangement skal have, alt er åbent, alt blev fremvist og mange ting kunne prøves – det gav os ikke flere medlemmer direkte, men vi har gjort os synlige.
(Birger)

Men tak til de medlemmer der var med til, at gøre dagen til en god dag, vi var meget synlige iført vores flotte robluser.

Havnens dag i år er den 9. juni men der er desværre opstået et problem, som vi skal have løst, Sejlklubben Vikingen, som var tovholder, har meddelt, at man på grund af en stor begivenhed med kapsejllads ikke kan stå for Havnens Dag i år – vi har et styregruppemøde den 6 marts og vi må så enten finde en ny tovholder eller også må vi blot aftale, at holde åbent hus individuelt – nu vi må se hvad vi kan komme frem til på mødet.

Den lille folder vi fik lavet til havnens dag er nu klubben officielle folder, vi har tænkt os, at den skal kunne findes på biblioteket i en mere målrettet udgave til borgere der kunne få lyst til, at ro.

Vi har gennem de sidste par år udskiftet vores bådvogne og sidste år fik vi 3 vogne og der er bestilt 2 til i år og inden længe vil alle både have nye vogne. Der har været nogle rusproblemer med forhjulene, det bliver afhjulpet med nye rustfrie hjul.

Alle både er nu udstyret med lænsepumper, vi har indkøbt 10 redningsveste mere af mærket Segumar, så vi i dag har 15 af denne sikre vest, ud over de 10 røde Tryg Veste.

Kirsten og Jens-Erik har efterset alle vores veste, vestene er journaliseret og parate til brug. Tak for det

Vestene bliver flittigt brugt, hvilket kan tilskrives, at den er let og behagelig, at have på og vi kan ikke nok anbefale, altid at bære redningsvest ved roning.

Vi har planer om en elektronisk infotavle i bådhallen, samt kameraer der viser Guldborgsund nord og syd, så man på hjemmesiden kan se hvordan vejr og vand ser ud inden man drager hjemmefra

Vi har også tænkt på andre vandsportsgrene, som Stand up Padle, eller måske Sit on Top kajakker til skolesamarbejde – desværre mangler vi unge mennesker, som vi kan uddanne som instruktører i nævnte aktiviteter, men det må vi finde en løsning på.

Omkring bådfronten, så er der ingen planer om indkøb eller udskiftning af både – bådene er i god og brugbar stand, takket være vores frivillige arbejde med vedligeholdelsen.

Bestyrelsesmøde 10. januar 2018

  1. Drejebog

Årets arrangementer vil fremgå af arrangementskalenderen på klubbens hjemmeside.

Kredsgeneralforsamling holdes i Nakskov den 20. marts.

Redningsvestene tjekkes i uge 7.

Generalforsamling holdes 14. marts 2018.

  1. Medlemmer

Klubbens medlemmer fordeler sig som nedenstående:

73 romedlemmer

55 kajakmedlemmer

37 motionsmedlemmer

15 passive medlemmer

2 O-løber

  1. Meddelelser

Sejlklubben har meddelt, at de ikke kan stå for arrangementet ”Vild med vand” i 2018. Der skal derfor findes ny tovholder. Arrangementet er planlagt den 9. juni.

Kajakpolo, paddleboard m.m.

Svend og Carsten undersøger muligheden for at klubben kan få en demonstration af paddleboard etc. Desuden afdækkes markedet for materiel.

  1. Roning

Opstart af roskolen.

Det undersøges om der er instruktører til opstart af roskolen, eller om roskolen skal overgå til sidemandsoplæring.

Roudvalget holder medlemsmøde til februar, hvor bl.a. roskolen er punkt på dagsordenen.

  1. Kajak

Kajakreglement er revideret og vil blive lagt ud på hjemmesiden.

  1. Kasserer

Klubbens økonomi blev gennemgået.  Budgettet er holdt.

  1. Materiale / Klubhus

Der er indhentet tilbud på ny gulvbelægning til klublokalet. Det blev besluttet at udskifte gulvbelægningen.

  1. O-løb

Intet til dette punkt.

  1. Hjemmesiden

Ny hjemmeside forventes helt klar i februar.

  1. DFfR / DKF / DOF

Intet.

  1. Kommunen / Naturområde Guldborgsund

Intet.

  1. Evt.

Næste møde 26. 02.2018

Kajakudvalgsmøde – januar 2018

Følgende forslag til arrangementer blev nævnt:

Sommerarrangementer:

  • Madpakketur i hverdagen
  • Weekendtur til Alstrup eller tur på Sakskøbing Fjord
  • Suppetur
  • Udlandstur
  • Måneskinstur med lanterner
  • Store badedag
  • Toerture med erfaren kajakroer

Vinterarrangementer: 

  • Bowling
  • Foredrag (fx Kajak-Kaj)

Der skal tages initiativ til en rostartsdag, hvor nye og erfarne kajakroere kan mødes til sæsonens første rotur. Invitation sendes ud via SMS.

 

Hans Henrik kontaktes, så vi kan få en oversigt over, hvor mange instruktører klubben råder over og en orientering om årets kajakroskole.

 

Næste møde er den 19. februar kl. 16:30 i roklubben.

Ref. lars

Bestyrelsesmøde 23. oktober 2017

1.  Drejebog

Dato for generalforsamling er 14. marts 2018.

Input fra roudvalgene indgives til behandling på bestyrelsesmødet i januar.

2. Medlemmer

3. Meddelelser

Der er styr på arrangementet i forbindelse med standerstrygning den 28. oktober

Vinterbadere

Repræsentanten for vinterbaderne deltog i mødet. I første omgang er der kun tale om ganske får vinterbadere. Det blev besluttet at tilbyde vinterbaderne et motionsmedlemskab.

4. Opfølgning temadag

Der har været forsøgt oprettet et hold for Polokajakker for at få mere liv i klubben, men der har ikke været tilslutning til fortsat at kunne oprette et hold.

Til næste rosæson vil Lars og Jesper forsøge, om der kan samles interesserede til et hold.

Carsten og Svend besøger Præstø Kajak og Padle Klub i løbet af efteråret for at få informationer om Padle Board. Informationen skal indgå i en drøftelse om det er en sportsgrenen, klubben fremover skal tilbyde.

5. Roning

I løbet af foråret vil der blive udbudt en intern instruktøruddannelse. Der er fremskaffet det nødvendige undervisningsmateriale.

6. Kajak

Kajakreglement blev gennemgået, og de modtagne rettelser blev indarbejdet i reglementet.

Der er nedsat et nyt kajakudvalg, der består af: Birgitte Christensen, Lars Sørensen og Bendte Skafte.

Kajakreglement og repræsentanterne i kajak udvalget bliver lagt på hjemmesiden.

7. Kasserer

Status på budgettet.

8. Materiale / Klubhus

Inger indhenter tilbud på ny gulvbelægning til klublokalet.

9. O-løb

Intet.

10. Hjemmesiden

Ny hjemmesiden er under udarbejdelse og det fremlagte udkast blev drøftet.

11. DFfR / DKF / DOF

Intet.

12. Kommunen / Naturområde Guldborgsund

Naturlandet er kommet på Facebook, og der arbejdes på en app.

Roerne har efterspurgt et stort antal broer, man kan lægge til ved. Der er igangsat et arbejde med at undersøge typer af broer etc.

Der arbejdes desuden med koncepter for sheltere og infopunkter.

13. Evt.

Julefrokost for bestyrelsen holdes hos Mette mandag den 11.12.2017 kl. 18:00.

Kommende bestyrelsesmøder:

  1. januar 2018
  2. februar 2018

Generalforsamling 15. marts 2017

  1. Valg af dirigent

Bestyrelsen foreslog Bent Christiansen. Bent blev valgt.

Bent konstaterede at generalforsamlingen var lovlig varslet, og den udsendte dagsorden opfyldte kravene jf. klubbens vedtægter.

Hvert år vælges 3 bestyrelsesmedlemmer. To bestyrelsesposter vælges for 2 år og 1 bestyrelsespost vælges for 1 år.

  1. Formanden aflagde beretning.

Tilbageblik på 2016:

To af klubben medlemmer er i 2016 afgået ved døden, de blev mindet ved standerstrygningen i efteråret.

Roturerne har i 2016 været længere end i 2015 og vejret på Lolland Falster var bedre end landsgennemsnittet.

Medlemstallet er på 178 fordelt på følgende aktiviteter:

  • 68 roer
  • 52 kajakker
  • 38 svømme- og motionsmedlemmer
  • 2 O-løbere
  • 18 passive

Der er en nedgang i medlemstallet på 20 i forhold til sidste år.

Kajakskolen 2016 havde 15 tilmeldte. Ca. halvdelen er fortsat som medlemmer. I år er 12 tilmeldt kajakskolen. Der kan ikke tages flere ind, da en af instruktørerne er stoppet.

Sidste år startede 3 nye roer hos formiddagsroerne, ingen af dem valgte at fortsætte.

Der er ingen nye roer i børneafdelingen.

Som noget nyt i år startes et voksen- børnehold op. Det er et hold voksenkajakker, der ønsker at ro sammen med deres børn.

Annoncering af roskolerne sker via klubbens hjemmeside.

Svømning er som tidligere år hver fredag fra 18:30-19:30 i perioden første fredag i september til sidste fredag i april.

O-løberne har været plaget af skader i år, så der har ikke været så stor aktivitet.

Sejlklubberne på havnen har taget initiativ til et fællesudvalg ”Vild med vand”, som involverer klubberne på havnen. Formålet er, at skabe større interesse for aktiviteter på vandet. Der er et arrangement ”Havnens dag” den 10. juni, hvor NFR deltager med kajakker, robåde og instruktører.

Boldværket på havnen har Kommunen lovet bliver repareret i år.

Formanden efterlyste en webredaktør, der kan tage sig af opdateringer til hjemmesiden. Arbejdsbyrden vurderes at være ca. 1 time om ugen.

Der er rengøring af Alstruphuset lørdag den 29. april kl. 9:00. Der startes med morgenkaffe. Senere på dagen vil der være pølser og drikkevarer. Tilmeldingsfristen er den 10. april.

I 2016 er der holdt 8 bestyrelsesmøder. Referaterne fra møderne lægges på hjemmesiden.

Beretningen blev godkendt.

  1. Fremlæggelse af regnskab og budget

Regnskabet blev uddelt.

Kassereren fremlagde regnskabet. Regnskabet er tilføjet en anbefaling af revisorerne om, at regnskabet fremadrettet skal omfatte indbetalingslister fra opkrævningssystemet således, at der kan ske korrekt specifikation på kontingentgrupper i regnskabet.

Indtægterne for 2017 er nedjusteret, da der i 2017 ikke forventes en tilgang af medlemmer.  Øvrige budgetposter er fremskrevet med 2 %.

Klubben betaler ikke husleje til kommunen, men et bidrag. I budgettet for 2017 er der taget højde for en bidragsstigning.

Der forventes et driftsunderskud 2017. Underskuddet forventes ikke at påvirke klubbens soliditet.

Quintins gaveregnskab blev gennemgået.

  1. Indkomne forslag (forslag til generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde senest 1.februar 2017)

Der var ikke indkommet forslag.

  1. Fastsættelse af kontingent

Kontingentet fastsættes på nuværende niveau.

  1. Valg af bestyrelsesmedlemmer for 2 år

På valg er:

  • Ann Tenis – genopstiller
  • Inger Boesgaard – genopstiller

Begge blev genvalgt for 2 år.

2 nye bestyrelsesmedlemmer

Bestyrelsen pegede på:

  • Svend Rasmussen – valgt for 2 år
  • Kirsten Merkel – valgt for 1 år

 

  1. Valg af 2 suppleanter for 1 år.
  • Birgitte Christiansen – genopstiller
  • Ole Hansen – genopstiller

Begge blev valgt.

  1. Valg af 2 revisorer og 1 suppleant for 1 år.

Bestyrelsen foreslog:

  • Bent Christiansen og
  • Jens Kristensen

Begge blev valgt.

Bestyrelsen foreslog Robert Madsen som revisorsuppleant.  Robert Madsen blev valgt.

  1. Eventuelt

Der blev stillet spørgsmål til vedtægterne. Det fremgår af vedtægterne, at man skal medbringe en ekstra pagaj i havkajakken, hvilket man undrede sig over især, da det ikke er et krav for turkajaken.

Bestyrelsen vil drøfte dette.

Det fremgår af vedtægterne, at man skal underskrive en tro og love erklæring i forhold til sygdomsoplysninger. Der var et ønske om, at dette tages ud af vedtægterne, da det ikke reelt giver mulighed for at tage stilling til en eventuel risiko.

Bestyrelsen vil drøfte dette.

Der blev opfordret til, at medlemmerne får aflagt en svømmeprøve i svømmehallen.

Der var forslag om, at sætte mere fokus på klubbens aktiviteter eksempelvis ved at tage kontakt til Folketidende så der bliver en dækning af standerhejsning eller standerstrygning.

Bestyrelsen arbejder på at blive mere synlig. Klubben deltager i arbejdsgruppen ”Vild med vand” bl.a. for at blive mere synlige. Der er desuden en aftale med Folketidende om, at de deltager ved standerhejsning.

Der blev spurgt til, om der var indkøbt nye redningsveste. På sidste generalforsamling blev det nævnt, at sponsorindtægterne skulle går til nye redningsveste.

Redningsveste vil blive indkøbt, så de vil være klar til rosæsonen. Der er endnu ikke taget beslutning om, hvilken redningsvest, der skal købes.

Der blev opfordret til bedre parkeringsadfærd. Det er vigtigt, at udrykningskøretøjer kan passere i området omkring klubben.

Bestyrelsen har taget hul på en fremtidsvision for NFR. (5-10 år)

Karsten spurgte forsamlingens kajakroer om Tiponboard kunne være interessant. Der var ikke umiddelbart interesse for dette.

Formanden uddelte diplomer til medlemmer, der har roet over 1000 km i sidste sæson.

Formanden overrakte Knud Boesgaard Jens Købmand Pokal. Pokalen tildeles et medlem, der har gjort meget for klubben.